Baggrund – rigtig

5 ting du skal lave i uge 22

1. Tag til Distortion på Nørrebro, Vesterbro og Refshaleøen
Gadefesten Distortion rammer København i denne uge (nærmere bestemt fra onsdag til søndag), og det bliver (højest sandsynligt) en fest, du ikke vil gå glip af. Distortion breder sig ud over hele København, og onsdag kan du feste på Nørrebro, torsdag på Vesterbro og fredag, lørdag og søndag på Refshaleøen. Man kan danse lige så meget (eller lidt), man orker, drikke lige så mange (eller få) øl, man kan tåle og slikke lige så meget sol (7-9-13) man har lyst til – og så kan du høre en masse musik. Du kan desuden se hele (musik-)programmet her.

2. Tag på kanalrundfart
Hvis du er i tvivl om, hvad du skal foretage dig i løbet af den kommende uge (eller har du tømmermænd oven på dine udskejelser under Distortion) så synes vi, du skal benytte dig af at solen skinner (7-9-13) og tage på én af Københavns mange kanalrundfarter. Gør din tur ekstra hyggelig med dejligt selskab og en iskaffe i hånden. Find alle afgangene her.

3. Tag til sommerlopper i Pumpehusets Byhave
Søndag d. 5. juni slår Pumpehuset dørene op for deres første sommerloppemarked i år og der vil, ligesom de tidligere år, være et hav af forskellige loppestande i Pumpehusets Byhave, hvor du har mulighed for at slippe din indre krejler løs. Desuden kan du midt i al lopperiet nyde en kold øl i solen og den hyggelige stemning i byhaven. Med andre ord: Hvis du er i tvivl om, hvad du skal få din søndag i København til at gå med så tag til loppemarked i Pumpehuset.

4. Hør DJ Tiësto til Fredagsrock i Tivoli
Selvom hele København højest sandsynligt tager til Distortion, synes vi, du skal slå et smut forbi Tivoli fredag d. 3. juni og opleve et (er vi sikre på!) vanvittigt scene- og lysshow. Sommertraditionen tro inviterer Tivoli nemlig til Fredagsrock på Plænen, og denne gang er det den verdenskendte DJ Tiësto, der spiller op til dans. Du kan desuden se, hvem der ellers spiller op til dans i Tivoli de kommende fredage her.

5. Se Kong Arthur i Dyrehaven
Hvis du bliver bare den mindste smule træt af at feste til Distortion, kan du tage ud i Dyrehaven, hvor Kong Arthur indtager Ulvedalene – med andre ord kan du igen i år oplevede én af Det Kongelige Teaters udendørsforestillinger. Forestillingen er eftersigende et spektakulært actonbrag med selveste Nicolas Bro i hovedrollen. Du kan se spilledatoer og købe billetter til forestillingen her.


Reporter
Kristian Hindø-Lings
kl@fashion-post.dk

Få flere tips fra Kristian Hindø-Lings her.

Gå aldrig glip af noget – tilmeld dig vores nyhedsbrev!