Thats-a-Lie-how-i-met-your-mother-barney-gif

Ingen løgne i 24 timer!

Det skal du teste Line! …råber min chef gennem lokalitet og gnækker. Hun har netop set (den top-aktuelle film) ‘Fuld af løgn!’ med Jim Carrey, og synes det kunne være vildt sjovt, hvis jeg testede et døgn uden en eneste løgn. Nemt, tænker jeg, jeg lyver da ikke særligt tit…? ‘Heller ingen hvide løgne!’ skræpper min chef, der tydeligvis morer sig allerede. Okay, here goes!

Mandag kl. 08:32: Jeg sidder i bilen med min mand på vej til job, og allerede her kommer den første udfordring, da han spørger, ‘har du egentlig shoppet noget for nylig? Normalt ville jeg sige nej, ligesom jeg altid siger ‘nej den er da ikke ny,’ fordi jeg ikke orker at skulle forsøge at retfærdiggøre mit sygelige shoppingmønster. I stedet må jeg svare: ‘Ja, altså 3 par sko fra henholdsvis Heartmade, Chanel og Céline, en(dyr) blondekjole fra Heartmade, og smuk gulvlang kjole fra Agger Flachs, en camo-jakke fra Heartmade, et håndbroderet net fra FP x Sarah Becker og lidt i Zara. Og så selvfølgelig lidt i Bonpoint til Johan (min velklædte søn.)

Jeg orker ikke at referere samtalen herefter. Jeg trasker slukøret forbi mit lokale kaffested, for at få noget at styrke mig på, inden jeg møder på job, hvor de – imodsætning til min mand – jo godt ved at jeg ikke må ytre en eneste løgn.

Mandag kl. 09:00: Jeg er kun lige kommet ind af døren, da Kristian, Fashion-post kamera/klippe-mand/reporter overfalder mig og spørger, hvor tit jeg egentlig synes, han er irriterende. Det er heldigvis ikke svært at lyve om, og det er nok sådan ca. 70 % af tiden. Hvilket jeg siger til ham tit.

Tilgengæld er min chefs første mail lidt mere tricky….:

Hej Line,

Den der Marc Jacobs jeg tog med til dig, som jeg synes var lige dig, skal du ikke have den? Du kan få den billigt, fordi den klæder dig så flot… Synes du ikke den er flot?

Vh
Camilla

Ahem! Nej jeg synes ikke den er flot. Og er i tvivl om det her er en test i testen? Altså en hun giver mig, for at se om jeg følger testen? Kjolen er (mindst) 8 sæsoner gammel, håbløst outdatet og er nogte der kommer fra hendes loppemarkedsbunke. Er jeg da ret sikker på?

Jeg skriver ærligt tilbage, at jeg ikke bryder mig om kjolen overhovedet, ikke synes den klæder mig, og ikke har lyst til at købe den. Hov, Det var faktisk ikke svært? Hvorfor lyver man egentlig om den slags?

Jeg får ikke lov til at tænke længe over det spørgsmål før Fashion-post’s 3. medarbejder er over mig: ‘Følger du altid dine egne moderåd?’ ‘Sjældent’ må jeg modstræbende svare, og ser forarget over på Katrine, der i den grad føler sig snydt iført et printet sæt, tilsat en camo-jakken og pangfarvet trøje under. ‘Det der er IKKE mit moderåd!’ griner jeg, hvor har du læst det?

Mandag kl. 13:00: …og jeg er på vej til en pressevisning. For udefrakommende kan det virke som en nem sag. Det er det ikke, når man ikke må lyve! En pressevsining går ud på, at man bliver præsenteret for en hulens masse tøj som man potentielt kan/vil bruge i sit medie. Typisk er det en meget diplomatisk affære, hvor man taler rosende om alt hvad man ser, også det man ikke kan lide. (Gisp.)

Jeg kommer godt fra start, og kaster mig over en drink, og hægter mig på en branche-kollega, og håber på at lade hende om at udtale sig om tøjet, mens vi går rundt og ser på det. Så langt så godt. Midtvejs i præsentationen henvender den unavngivende pr-dame sig direkte til mig, og spørger om det unanvgivende mærke ikke kunne være noget for mig og Fashion-post. (Vi taler dårlig metervare, dårligt snit, dårligt mærke og langt fra noget jeg ville gå med eller omtale.)

giphy-21

Normalt vil jeg sige jo helt sikkert og diskret lade det hænge, eller vælge et enkelt stykke tøj fra mærket, for så at returnere det igen ubrugt. Men ikke i dag. For i dag må jeg ikke lyve. Jeg fremstammer et: ‘Næ nej det tror jeg ikke.’ og følger op med en ærlig svada om, at jeg synes looket er for slapt, kvaliteten for dårlig og slet slet ikke noget for os. Pr-damen og min modekollega ser chokerede ud. De mener helt sikkert selv det samme, men det er bare ikke noget vi normalt italesætter i min branche. Men hvorfor egentlig ikke?

Jeg begynder at blive vild med det! Det føles faktisk ret befriende at sige tingene som de er, selvom det også er angstprovokerende.

Mandag kl. 18:00: Jeg er hjemme fra job og min mand kommer stormende ind på min søns værelse, hvor vi sidder og leger. ‘Har jeg tabt meget hår de sidste par år? Altså er jeg blevet sådan lidt tyndhåret?’ ‘Ja det er du skat’, siger jeg, der er jo ingen vej udenom. ‘Men er det pænt?’ spørger han. Fuck, det er det jo ikke i klassisk forstand. Men han er pæn, som helhed. Jeg forsøger mig med en mellemting mellem sandheden og en lille bitte hvid løgn.

Mandag kl. 22.00: Jeg er endelig færdig med dagens opgaver og at putte min søn. Jeg surfer rundt på nettet og laver ingenting og falder pludselig over en test på et sundhedssite, hvor jeg skal indtaste, vægt, højde og mit dagelige indtag af glutenholdige produkter. jeg begynder at taste og kan mærke, at jeg faktisk normalt lyver helt vildt overfor mig selv i sådanne situationer. Dumt, tænker jeg og taster min (rigtige vægt (4 kilo over den jeg normalt siger/skriver) og skriver i ‘glutenfeltet’: 1 crossaint, en bolle med smør og ost, en pizza slice og et stykke knækbrød – how fashion!

giphy-31

Konklusion: Det er helt vildt svært! Ifølge flere undersøgelser jeg kan finde på nettet, er det helt almindeligt at alle mennesker lyver flere gange om dagen. Mest i forhold til sociale relationer, altså dem, hvor vi helst ikke vil sige sandheden for ikke at såre nogen. Heldigvis er jeg omgivet af nogle mennesker, der ikke er alt for sarte og som har god humor og ikke er for selvhøjtidelige, derfor gik denne test nogenlunde smertefrit for alles vedkommende. Jeg tog mig selv i at være ved at fortælle en løgn/hvid løgn 15 gange på et døgn!

Hvor mange gange lyver du?


Redaktionen
Fashion-post
@fashionpostdk

Gå aldrig glip af noget – tilmeld dig vores nyhedsbrev!