Kan hvide jeans fungere #IRL?

Den skandinaviske modebranche har skruet tiden tilbage til dengang, vi alle (ja, også dig) gik under navnet Poptøs. It-piger, moderedaktioner, stylister og modebrands er simpelthen hoppet i de hvide jeans og tro det eller lad være, men det ser rent faktisk temmelig hot ud. Se bare i galleriet foroven.

Så er spørgsmålet bare, om vi andre dødelige kan gøre det samme? Altså tage et par hvide jeans på uden at ligne nogen, der netop er ankommet med tidsmaskinen fra år 2000. Jeg har testet tendensen for dig (det var så lidt) og her får du svaret på, om du skal skynde dig i arkiverne efter dine gamle Miss Sixty favoritter:

Min første tanke (hint: Dårlige teenage-minder): Hvide jeans.

Jeg tænker med det samme tilbage på min teenage-uniform, der blev bygget op omkring et par hvide Miss Sixty Jeans (og ofte sat sammen med en tætsiddende D&G (under)trøje), og som helst skulle være så xtra-small, at jeg skulle ligge ned og suge maven ind for at lukke knapperne.
Derefter kommer jeg i tanke om min blå mandag, hvor størstedelen af alle os konfirmander (inkl. drengene) løb rundt i hvide jeans og slidte Kawasaki i Kongens Have (i regnvejr).

Jeg kommer også i tanke om dengang (igen i mine teenage-år) jeg fik pludselig menstruation og blødte igennem mine hvide jeans (Diesel, xtra-lavtaljede, skrå lommer) på legepladsen (hvor vi hang ud – vi ‘legede’ ikke) foran alle de seje drenge. Og så kommer jeg i tanke om min første fest på gymnasiet, hvor jeg havde taget min yndlings (og nu meget slidte) Miss Sixty Jeans på, men ikke havde tænkt over, at et vådt cykelsæde ville smitte af på de fine, hvide bukser, hvilket resulterede i en sort røv til hele festen, der først blev opdaget (af mig selv) på pigetoilettet efter en del timer på dansegulvet.

Lad mig lige opsummere mit udgangspunkt: Poptøs. Blå mandag. Menstruation. Sort numse. Det tegner ikke godt. Jeg forudser tøj-krise.

Sådan nailer du looket: Hvide jeans. Hvad skal man dog tage på til et par hvide jeans uden at ligne en pop(veteran)tøs? Jeg er ret vild med hvidt-på-hvidt looket, som jeg har set på nogle af it-pigerne, men jeg har ikke nogen hvid striktrøje – og det dårlige vejr er måske heller ikke verdens bedste kombi hertil…

Mit look: Jeg skal på Statens Museum for Kunst, så jeg går efter min version af kultur-uniformen: (Uklædelige) jeans, en kvalitetstriktrøje, et par læderloafers og en pibe. Not. Jeg skifter piben ud med min denim Chanel-taske i håb om at være bare lidt fashion.

Min mors vurdering (…min ledsager på museums-besøget): Er det ikke Nikolajs [red: min lillesøsters kærestes] bukser? Og jo, det er min lillesøsters kærestes bukser, men hvor ville du også lige finde et par hvide denim jeans på en højhellig søndag? … På min søsters værelse åbenbart.

Min egen vurdering: Jeg synes faktisk, at det ser godt ud – og takker min søsters kæreste for, at jeg måtte låne hans oversize vintage jeans, fremfor at skulle hoppe i mine egne xxxs fra teenage-garderoben. Jeg ligner ihvertfald mere pigerne fra modebranchen end mit 14-årige poptøse-jeg, hvis jeg selv skal sige det. Så langt så godt. Nu skal jeg bare undgå ovenstående scenarie 3 og 4 (menstruation og sort numse).

Sådan fungerer det i virkeligheden…

Lad mig bare sige det lige ud – vi kommer alligevel ikke uden om det: Du kommer til at bekymre dig hele dagen.
Når du tager underbukser på (… er bukserne mon see-through – kan man se mine lyserøde trusser?)
Når du får et jag i maven (… Åh nej! Er det menstruation? Kommer det allerede? Jeg må hellere ud på toilettet og tjekke).
Når du skal bevæge dig udenfor i regnvejr (beskidte buksekanter er bare ikke særlig fashion, vel?).
Når du skal sætte dig op på cyklen (for guds skyld husk en plastikpose, du kan tage over sædet).
Når du skal lave mad (jeg valgte så at kaste mig ud i noget rabarber-kompot, hvilket resulterede i, at jeg til sidst stod med numsen bar og siede rabarbersaften fra).
Når du… ja, indsæt selv hvilken som helst situation, der kan gøre de hvide bukserne bare en my beskidte. For trust me, man kan se everything på hvide bukserne (jf. ovennævnte rabarber-kompot). Og de er mega besværlige at vaske rene (medmindre man bruger klorin, men hvem orker at kaste sig ud i det? Helt ærligt?)

De 3 gyldne regler…

Her er hvad, jeg har lært af Tirsdags-testen, som kan bruges næste gang jeg (og du), skal rocke de hvide jeans:
1. Gå udenom størrelse xtra-small og vælg i stedet et par oversize.
2. Kombiner med noget klassisk og nutidigt som et par ballerinaer med spidse snuder, en bluse med vige ærmer eller en statement taske. På den måde undgår du skrækscenarie 2: Konfirmand-looket.
3. Slå hjernen fra. Medmindre du er total forsigtig-Per, kommer de hvide jeans til at blive beskidte på et eller andet tidspunkt.


Editorial & Commercial Assistant
Katrine Lund-Nielsen
kat@fashion-post.dk

Få flere tips fra Katrine Lund-Nielsen her.

Gå aldrig glip af noget – tilmeld dig vores nyhedsbrev!