Kan vi springe moden fra 2000 over?

20’ernes Flapper-stil er vi for længst blevet trætte af, 60’ernes Mod-stil er ligesom set, det samme er 70’ernes Hippie-look. 80’erne er blevet udvandet af alle lige fra highstreetkæder som Urban Outfitters til high-end modehuse som Saint Laurent og samtlige hipstere på Vesterbro. 90’erne har takket være Calvin Klein og Dr. Martins haft – og har lige nu – deres store revival.

Vi er med andre ord ved at løbe tør for modeårtier at hente ideer og inspiration fra og derfor – oh skræk – kan jeg godt fornemme, at vi er tæt på at måtte rette modeluppen mod looket fra 2000. Lad mig opfriske din hukommelse, hvis du ikke selv var ‘young and happening’ i ‘The New Millenium.’

I øvrigt en nytårsaften der var opdelt af lige dele stress og angst. Stress over ikke at være på Bali eller Fiji eller på toppen af en høj bygning, mens dette nye og meget futuristiske århundrede blev skudt igang. Og angst fordi ingen rigtig vidste hvordan it-systemerne vil tage imod dette nye mystiske årti (de fleste it-programmer i fly, banker og ja ‘you name it’ var programmeret til at læse et årstal ved hjælp af kun de sidste to decimaler, hvilket gjorde år 2000 svært at differancere fra fx. år 1900.)

Ja jeg kan godt høre det ikke lyder så dramatisk nu, her 16 år efter, men the fear was real, folk troede at fly ville styrte ned, mens nogle indianske stammer oprigtigt troede, at jorden ville gå under.

Og måske er det her, forklaringen på årtiers stilkiks skal findes. Vi var jo forvirrerede og vidste ikke om 2000 blev undergang eller fremtid.

Jeg husker selv – helt tydeligt – mit look første dag i det nye århundrede. Det var ikke hot.
Et par syntetiske (grå) og meget lavtaljede busker (så man kunne se min navlepiercing) en (alt for) kort top, der vist engang havde været et tørklæde. Høje knælange støvler (kittenhæl) i imiteret lysebrunt skind og taljekæde. Ja den der kæde der hang ved bukselinningen og var sådan lidt ‘Britney’ agtig.

Alle fra min generation (1981) elsker at tage kredit for den cool stil i 90’erne, men for at være helt ærlig, er vi jo ikke de rigtige at creditere for det look. Vi klædte os ikke på, men blev klædt på af vores forældre – næ 2000 looket er vores ‘doing’, vores ansvar og stilmæssigefejltagelser. Av!

I galleriet får du en liste over andre modemæssige forfærdeligheder, vi var skyld i…

Og det er nu, jeg når til min pointe. For kan vi ikke (i fællesskab) bede designerne om, at lade dette stilkiks af et årti være i fred? Lad os droppe retro-tendenserne og modenostalgien og afskrive 2000 og ‘nullerne’ som en lang og dårlig modeepoke. Så, please, Karl, Phoebe, Miuccia og Allesandro. Vi beder Jer, lad ikke stilen fra 2000 komme tilbage.


Fashion, Beauty and Lifestyle Director
Line Hindsgaul
lh@fashion-post.dk

Få flere tips fra Line Hindsgaul her.

Gå aldrig glip af noget – tilmeld dig vores nyhedsbrev!