skarum

Sarah Skarums 3 favoritbøger til sommer

Hun er journalist på Berlingske og elsker at give gode råd. På hendes facebook kan du altid finde gode råd om, hvor du skal købe den bedste pyjamas, holde din sommerferie, eller købe din øko-juleand. Her får du hendes 3 bedste anbefalinger til din sommerferielæsning.

Jeg tror, jeg har en brist i hjernen. Jeg keder mig altid, når jeg ser film. Det går langsomt, det er så nemt at gætte, det rører mig ikke. Til gengæld er der ingenting som ord på papir, der kan bevæge mig. En bog er verdens mindste drømmemaskine, den kan flytte dig alle steder hen i verden, vise dig alt det, du ikke kendte noget til og gøre dig klogere – både på andre og dig selv.

Jeg elsker den ro, en bog giver mig, og jeg elsker, at den er så nemt et medie. Tag den op, læs. På stranden, i flyet, i sengen, ved bordet.

Jeg skal bruge min sommerferie på verdens mest fredelige græske ø Agistri sammen med min mand, min steddatter, de fleste af mine søskende, svoger og svigerinder, et par nevøer og min mor. Og jeg skal lave absolut ingenting, sove middagslur, bade 10 gange om dagen og ligge i parasollens skygge og læse. Og så snakke med de andre om, hvad de læser. Og foreslå dem, hvad de burde læse.

Jeg har tænkt mig at fylde kufferten med bøger, men jeg har også en kindle, som jeg også bruger på ferie, og med den er man sikker på aldrig at løbe tør for bøger, hvilket er min største ferieskræk. Jeg er storesøster og har fire små søskende, så jeg er sikker på, at jeg ved bedst. Derfor er jeg utroligt glad for at give andre gode råd – og har meget svært ved at acceptere, når de ikke følger dem. Til gengæld tager jeg også gerne mod gode råd fra andre, i mange år ønskede jeg mig altid folks yndlingsbog, når de spurgte hvad, jeg ønskede mig i fødselsdagsgave, og jeg har en god boghandler, Rikke i Thiemers.

Her får du Sarahs 3 boganbefalinger…

Maja Lundes Biernes Historie, 244 kr.: Tre familiers historier vævet sammen til en både rystende og rørende historie om, hvad der sker, hvis bierne forsvinder fra jorden. En engelsk familie i 1700-tallet, en amerikansk i 2007 og en kinesisk i en ikke alt for fjern fremtid. Meget rystende, meget spændende, meget rørende og bagefter sidder man tilbage med trang til to ting: At diskutere den utroligt elegante afslutning med nogen og at gøre alt for sikre, at bierne ikke uddør.

Edward St. Aubyns bøger om Patrick 1-3 og 4-5, 300 kr.: En opvækst i engelsk overklasse skrevet af en insider. Bogen indeholder rigeligt med misbrug, incest og nederdrægtighed, men den er også ekstremt morsom, spydig og afslørende. Bagefter bliver man helt glad for, at man ikke har mødt nogen fra den engelske kongefamilie. Og meget nysgerrig efter, om de egentligt er så onde.

Robert Gailbraiths Gøgens kalden, Silkeorm og Ondskabens Høst, 150-248 kr.: Kvinden bag Harry Potter JK Rowling har skrevet tre kriminalromaner under pseudonymet Robert Gailbrath, og de er perfekte i begyndelsen af ferien, hvor hjernen stadig er noget slidt og trænger til nem underholdning. Helten i bøgerne er gammel Afghanistan veteran, mangler et ben og har en charmerende sekretær, der til gengæld er forlovet med lidt af en idiot. Bøgerne er sygeligt velskrevne og alle plots er gode.


Fashion, Beauty and Lifestyle Director
Line Hindsgaul
lh@fashion-post.dk

Få flere tips fra Line Hindsgaul her.

Gå aldrig glip af noget – tilmeld dig vores nyhedsbrev!