dior

(Seriøst) rygte: Diors nye designer

Vedholdende rygter siger, at Dior for første gang ansætter en kvinde som kreativ direktør. Selvom modeindustrien har ry for at alt skal gå hurtigt, hurtigere, hurtigst er det ikke sådan, det fungerer hos Dior. Ihvertfald ikke, når der skal ny kreativ direktør ombord.

Det er nu snart 9 måneder siden, at kreativ direktør Raf Simons forlod tronen, og de efterfølgende kollektioner har været designet af det interne modehold, men igår kom der nyt: Maria Grazia Chiuri – den ene halvdel af den meget succesfulde designduo bag Valentino – står ifølge nyhedsbureauet Reuters snart til at blive annonceret som den næste kreative direktør for Dior. Dermed bliver hun den første kvinde til at indtræde i den position i husets 70 årige historie. #Girlpower!

Ifølge BoF siger to unavngivne kilder, at det vil blive annonceret efter couture-showet, som er mandag d. 4. juli. Vi holder dig opdateret på nyt.



Reporter
Kristian Hindø-Lings
kl@fashion-post.dk

Få flere tips fra Kristian Hindø-Lings her.

Gå aldrig glip af noget – tilmeld dig vores nyhedsbrev!